Historien om trøjerne i Tour de France: Hvordan opstod den grønne ŠKODA trøje

Den We Love Cycling

I dag tages det for givet, at de ryttere, der fører i de forskellige klassementer, er iført farvede trøjer, så de kan skelnes fra de øvrige ryttere. Men det har naturligvis ikke altid været sådan. I de første ca. 12 års udgaver af Tour de France, hvor der var få deltagende ryttere og kun det samlede klassement at vinde, bar den førende rytter kun et grønt armbind.

Løbsdirektøren Henri Desgrange fik ideen til den første trøje i Tour de France mod afslutningen af 1919-udgaven af cykelløbet. Efter to tredjedele af tourens 5.560 km og lige før den 11. etape på 325 km besluttede Desgrange, at den førende rytter skulle være nemmere at kende fra de øvrige ryttere.

Henri Desgrange
Henri Desgrange (C) var den første, som fik idéen til en Tour de France-trøje. © Profimedia

Således kunne den førende franske rytter, Eugène Christophe, den 18. juli iføre sig den første maillot jaune (gule trøje) i Tour de France. Men senere i løbet knækkede forgaflen på Christophes cykel, og han sluttede på andenpladsen efter belgiske Firmin Lambot. Og det var måske det bedste, for Christophe fortalte, at han hadede den gule trøje, fordi tilskuerne drillede ham med, at han lignede en kanariefugl.

Den gule farve blev valgt til maillot jaune, fordi det var samme farve, som det papir, som L’Auto-Vélo, løbets avissponsor (og forløberen for den moderne franske sportsavis L’Équipe), blev trykt på.

I 1933 blev et ekstra klassement tilføjet til Touren – bjergkonkurrencen. L’Auto-Vélo havde kåret en cykelrytter til le meilleur grimpeur, Tourens bedste klatrer, siden 1905. Efter Touren i 1933 besluttede Desgrange, at årets bedste bjergrytter, Vicente Trueba fra Spanien, skulle anerkendes af Touren, og at de ryttere, der først krydsede bjergtoppene, fra 1934 skulle have en bonus. Det blev senere udviklet til et pointsystem baseret på rytternes placering på bjergtoppene og opstigningernes sværhedsgrad.

Vicente Trueba
Vicente Trueba på vej op ad bjergpasset på Col du Tourmalet i 1933-udgaven af Touren. © Profimedia

Men den prikkede bjergtrøje i rød og hvid til den førende rytter i bjergklassementet (maillot à pois rouges) blev først introduceret i 1975. Trøjens design og farve blev igen besluttet af trøjesponsoren, chokoladeproducenten Chocolat Poulain, der havde et logo i farverne rød og hvid.

Sponsoraftalen dannede også baggrund for farven på den grønne trøje (maillot vert), da Tour de France-organisationen besluttede at tilføje endnu en konkurrence – pointkonkurrencen – til løbet. Farven var inspireret at trøjesponsoren, som var plæneklipperproducenten La Belle Jardinière. Året var 1953, og det var udgave nr. 50 af Tour de France, så det var en passende lejlighed til at indføre en ny type konkurrence. Men trøjen har ikke altid været grøn. I 1968 var den rød efter ønske fra en ny sponsor. Året efter var trøjen igen grøn, og sådan har det været lige siden.

1978 Tour
Alle trøjerne i Touren 1978. Bernard Hinault iført den gule trøje, Gerrie Knetermann, vinderen af den sidste etape, den franske politiker Maurice Couve de Murville (C), Freddy Maertens iført den grønne trøje og franske Mariano Martinez iført den prikkede bjergtrøje i rød og hvid. © Profimedia

Gennem årene har Tour de France haft forskellige sponsorer indtil 2004, hvor ŠKODA blev officiel partner for Tour de France og den officielle bilpartner. ŠKODAs forkærlighed for cykling understreges yderligere med sponsoratet af sprinternes grønne ŠKODA trøje hvert år siden 2015.

I de første år med den grønne trøje fik rytterne kun strafpoint, hvis de ikke sluttede langt fremme i feltet, så det var rytteren med færrest point, der fik lov til at bære den grønne trøje. Fra 1959 blev systemet ændret til den form, som det har i dag: Rytterne fik point for gode placeringer, hvor førstepladsen giver flest point, og de efterfølgende placeringer giver successivt færre point. Det er derfor rytteren med flest point, der bærer den grønne trøje i løbet og på podiet i Paris efter den sidste etape. Der gives også point for placeringerne i indlagte spurter på etaperne.

Peter Sagan
Legendariske Peter Sagan iført den grønne ŠKODA trøje. © Profimedia, AFP

Fritz Schär fra Schweiz blev den første rytter, der vandt den grønne trøje. Hans specialitet var, ikke overraskende, spurterne, men han var også en god allround-rytter. En rytter, som gerne vil vinde den grønne trøje, skal være alsidig, fordi han skal holde sig inden for tidsgrænsen på bjergetaperne for at blive i løbet, og så skal han helst også kunne være med i de indlagte spurter på bjergetaperne.

Fx var italienske Mario Cipollini en af sin tids bedste rendyrkede sprintere, men han vandt aldrig den grønne trøje i Tour de France, fordi han ikke ville gennemføre bjergetaperne og fuldføre løbet (selv om han fuldførte Giro d’Italia og vandt løbets pointkonkurrence flere gange).

Fordi der er færre bjergetaper i Touren, end der er flade eller kuperede etaper, er den grønne trøje normalt blevet vundet af en sprinter som fx tyske Erik Zabel, som har vundet den grønne trøje seks gange, eller slovakiske Peter Sagan, som har vundet syv grønne trøjer.

Men allerede før 1953 havde man forsøgt sig med pointsystemer i Touren. Fra 1905 til 1912 blev den samlede vinder af løbet ikke fundet på baggrund af tid, men med et pointsystem, hvor de daglige etapeplaceringer blev omregnet til point. Men at afgøre løbet på point fratog rytterne lysten til at køre stærkt, fordi det ikke gjorde nogen forskel, om de sluttede sekunder eller timer efter vinderen, og derfor kørte rytterne ofte samlet i et afslappet tempo, indtil de nærmede sig målstregen, hvor de sprintede om sejren – lidt ligesom Tourens flade etaper kan forløbe i dag.