Historien om ernæringen i Tour de France – de første år

Den Jiri Kaloc

Hvordan var ernæringen i Tour de France før holdkokke, ernæringseksperter og soigneurs kom ind i billedet? Hvorfor drak rytterne øl og champagne? Hvorfor holdt de picnics undervejs på ruten? Lad os rejse tilbage i tiden.

I starten af 1900-tallet: alt er muligt

I Tourens første år var rytterne ikke så fokuserede på ernæringen. Den første vinder af Touren, Maurice Garin, spiste på værtshuse og drak vand fra kilder langs ruten. Vinderen i 1903 mindedes at have indtaget følgende under et 24-timers-løb: 45 koteletter, 19 l varm kakao, 8 kogte æg, 7 l te, 5 l tapioka, 2 kg ris, masser af stærk rødvin, kaffe, champagne og østers.

1900-1960’erne: alkohol som sportsdrik

Det var helt almindeligt at drikke alkohol i forbindelse med lange cykelløb frem til 1960’erne. Rytterne drak forskellige typer alkohol fra øl til vin eller champagne – både for væskebalancens skyld og angiveligt for at have det sjovere undervejs på de lange og opslidende etaper. Rytterne måtte vente indtil 1970’erne, før ordentlige sportsdrikke kunne erstatte deres ellers foretrukne drikkevarer.

Tour de France Dinner
Den schweiziske cykelrytter Paul Egli (L) under middagen efter 2. etape fra Metz til Belfort i Touren i 1934 © Profimedia

1910’erne: Nyd en picnic

I Tour de France i starten af 1910’erne var der ingen forplejningszoner eller soigneurs til at hjælpe rytterne med at tanke energi. Rytterne stoppede bare langs ruten for at få noget at spise og drikke – ofte med hjælp udefra. Det ville medføre diskvalifikation i moderne cykelsport.

De mere velhavende ryttere fik deres butlere til at arrangere picnics i vejkanten et sted midt på ruten – hvis de havde råd til det. Valget af fødevarer var mest baseret på det, ”som hurtigst fylder maven”. I Frankrig var det ensbetydende med traditionelle ingredienser med masser af kulhydrater som fx brød og pasta.

1920’erne: De første madposer

Omkring 1. verdenskrig blev madposer for første gang brugt i cykelsporten. Madposerne til cykelrytterne lignede i grove træk de feltrationer, som tropperne brugte i 1. og 2. verdenskrig. Det betød, at rytterne kunne spise de snacks, de havde brug for, uden at stå af cyklen. Den tradition lever fortsat i dag, selv om indholdet af poserne har ændret sig en hel del.

Fausto Coppi
Legendariske Fausto Coppi tager en snack fra madposen. © Profimedia

1920’erne er også kendt for ryttere, der røg cigaretter for angiveligt at ”åbne lungerne” før de store stigninger. Heldigvis er den tradition ikke fortsat.

1930’erne: mere fokus på ernæring

Det var i 1930’erne, at rytterne i Tour de France begyndte at se på ernæring som noget vigtigt for deres præstationer i cykelløbet. Forfatterne bag en undersøgelse fra 1997 ved navn “Search for the Competitive Edge: A History of Dietary Fads and Supplements” skrev følgende:

”I 1939 klarede rytterne i Tour de France – dem forrest i feltet – sig efter sigende bedre efter at have indtaget vitamintilskud”.

1936 Tour
Er der nogen, der er sulten? © Profimedia

1930-1960’erne: Cykelhold introduceres

Organisationen bag Tour de France introducerede nationale hold i 1930, og fra 1962 blev sponsorerede hold tilladt. Det medførte også en ændring i ernæringen. Det var slut med den altædende cykelrytter. Nu indtog rytterne deres morgenmad og middag som team på hoteller langs ruten.

De fleste ryttere ventede stadig til efter de første 100 km, før de begyndte at spise fra deres madposer. Men ernæringen blev kun vigtigere fra det tidspunkt. Det kigger vi nærmere på i vores næste artikel, som handler om Tour de France efter 2. verdenskrig.