De ti forskellige typer cyklister

Den Martin Atanasov

Når man taler om forskellige typer af cyklister, hører man oftest typer som ”roadien”, ”mountainbikeren” og ”pendleren” nævnt. Og selv om disse typeinddelinger er ret gode at bruge til at give os en indikation af, hvilken slags udstyr, cykler og køreture de forskellige typer foretrækker, tager de ikke fat på noget, der er langt vigtigere – nemlig deres personlighed. Så for at rette op på dette misforhold serverer vi her en introduktion til de ti typer af cyklister med udgangspunkt i deres personligheder. 

Nybegynderen

Der findes to underkategorier, når vi taler om nybegynderen. Først så har vi de faktiske nybegyndere – altså de cyklister, som er helt nye på en cykel, og som prøver at ændre deres liv til det bedre og finde en ny sport, en ny hobby og en ny social omgangskreds. Det kan da godt være, de ikke altid rammer pedalerne helt. De kan også godt få sig nogle hudafskrabninger nu og da og være en kende mere tøvende på nedkørsler. Og så er de måske heller ikke helt i form til at klare stigningerne. Men vi er på ingen måde dømmende over for dem, for vi kan nemlig ret godt lide dem. De minder os nemlig om de gode gamle dage – dengang vi selv startede på de daglige cykelture.

Og så har vi den anden underkategori af nybegyndere. Det er dem, der altid møder uforberedte op og for hvem, det altid kommer som en overraskelse, at de også har brug for vand, snacks eller gel. De har aldrig hverken reservedæk eller værktøj med, og de holder sig ikke for gode til at ”nasse” på dem, der er villige til at dele. Denne slags nybegyndere er vi bedre tjent uden på fælles cykelture.

Oldtimeren

Her må man endelig ikke lade sig narre af betegnelsen. Oldtimeren kan være hvem som helst. Det kan være alt lige fra en dreng på 16 år, som kommer ræsende ned ad en bakke i et hæsblæsende tempo, som får pandehåret til at stå lige op i luften, til en 98 år gammel pendler. Umiddelbart har de ikke så forfærdeligt meget til fælles. Men når først man begynder at føre en samtale med dem, så har de altid en eller anden historie, de kan fortælle. Den starter med ”dengang jeg var yngre” eller ”for ti år siden”, og derpå følger så en 45 min. lang beretning om deres erindringer om tidligere tiders storhed. De kan have kæmpet i Anden Verdenskrig eller have sat rekord på banen. Uanset hvad det så end er, så vil de være forhippede på, at du hører dem fortælle om det. Og de forventer at få tilkendegivelse i form af oprigtig beundring og udelt opmærksomhed fra din side.

Vejtyrannen

Vejtyranner er en flok møgirriterende cyklister. De råber og skriger i ét væk for at få folk til at flytte sig for dem. Det kan måske godt være, det er okay, hvis du er på vej ned ad en bjergskråning. Men hvis du kører inde i byen og er på vej på arbejde eller lignende, så er det bare virkelig irriterende. De råber og skriger, bimler og bamler med cykelklokken, klumper sig sammen, skynder på dig, kører helt tæt på og presser dig bagfra til at sætte tempoet op. Og i lyskryds er de dem, der altid kører ind foran dig, uanset hvor meget plads du så ellers har foran dig. Det er den eneste måde, de kan slå en tyk streg under, at det altså er dig, der er gæst på deres cykelsti. Så du skal altså ikke blive chokeret, hvis de kommenterer på dit tempo, og at du skal gøre plads til dem, hvis du ikke kører i samme tempo som dem.

Group of cyclists
Har du fundet ud af, hvem du er?

Racerkøreren

Vi har alle set ham, og vi hader ham bare alle sammen så meget. Det er den type cyklist, som bare altid giver sit et og alt. Og det uanset om han prøver at komme med i De Olympiske Lege, kører penge ind til et velgørenhedsformål, cykler til arbejde, eller han kører på cykel sammen med sine børn henne i parken. Der er altid fart over feltet i racerkørerens liv. Han har evig og altid brug for at blive nummer et og viger absolut ikke tilbage fra at fejre det – heller ikke selv om han måske blot var den eneste deltager i cykelløbet, eller alle de andre deltagere blot var femårige piger, som – uden nogen antydning af ironi – kunne kalde cykelrytteren for far.

Racerkøreren gør dine cykelture til et helvede på jord. Hvert 3. eller 4. sekund skynder de på dig og vil have dig til at køre hurtigere og hurtigere. Og er I på fællestur sammen, vil de enten gemme sig i flokken indtil den sidste kilometer, eller også vil de stikke af helt fra start og glemme alt om dig og gruppen. Ikke just den oplagte kandidat til dine lange søndagsture.

Blærerøven

Blærerøven har et udtalt behov for at have opmærksomheden rettet mod sig. Om det så kræver, at han skal køre på baghjul igennem en menneskemængde, eller at han helt grundløst skal hoppe hen over en forhindring på vej til arbejde, så er der intet, der kan blive for ekstremt for blærerøven. Udsætter han sig selv for fare? Ja! Udgør det en fare for alle andre på vejen? På alle måder. Er det noget, blærerøven kan tage sig noget som helst af? Ikke den mindste smule. Så længe han kan få sin plads i rampelyset, er der slet ingen grænser for noget som helst.

Den slemme dreng

Overraskende nok findes der en anden type, som er en endnu større pestilens end blærerøvene – de slemme drenge. Det er dem, der giver cyklister deres dårlige ry, og som typisk havner i et eller andet klip på YouTube, som viser diverse cykelstyrt. For at gå under betegnelsen ”slem dreng” er der kun én egenskab, man behøver at besidde – at være en kæmpe kraftidiot. Slemme drenge er komplet ligeglade med alt, hvad der hedder al etik og moral og lov og orden, og de er altid klar til at forfægte deres opførsel. De kører over for rødt. De kører med så høj fart hen over fodgængerovergange, at ingen kan nå at reagere. De kører op på fortovet og skræmmer livet af fodgængere. Og de overhaler kørende biler højre om og sætter deres egen sikkerhed på spil.

Der er typisk intet ræsonnement i noget af det, de slemme drenge foretager sig. Så det er bedst bare helt at undgå dem. Hvis du – på grund af deres uforsvarlige kørsel – skulle komme til at køre ind i dem eller – Gud forbyde det – komme til at forvolde skade på dem, forvandler de sig fra at være slemme drenge til at være nogle rigtige tudemarier og vil hårdnakket påstå, at det var dig, der kørte uforsvarligt. Det er ganske enkelt ikke muligt at vinde med dem på vejen.

Flagermusen

Når nu vi er ved hensynsløs adfærd, er vi nødt til også lige at introducere flagermusen. I modsætning til Batman er flagermusen ikke nogen superhelt, selv om han dog indgyder frygt hos mange mennesker. Det er den type cyklist, som er af den faste overbevisning om, at ”nat” det ikke er noget, der i virkeligheden findes, men at det bare er en social konstruktion. Så for ham er det at have lygter eller reflekser på blot spild af tid og øger blot vægten. Der vil oftest være tale om pendlere, som trodser alle gode råd og fortsætter med at køre i mørkt tøj uden nogen form for signalering. Til gengæld findes der så nogle sære afarter af flagermusen, som godt kan finde på at begive sig ned ad bakke en sen aftenstund uden nogen form for lys på. De sætter som regel deres lid til, at andre cyklister har lys på og ender i næsten 100 % af tilfældene med at styrte. En flagermus er svær at se. Og det skyldes primært, at de gemmer sig i skyggen.

Influenceren

De fleste influencere er dygtige cykelryttere, der skiller sig ud. Og de kan næsten altid bidrage med en række brugbare informationer. De ved noget om cykler, ruter og teknikker og om de små detaljer. Den anden type af influencere er med ret høj sandsynlighed sendt ned til os af selveste Gud for at teste os.

Det er okay at have et actionkamera monteret på sin cykelhjelm for at optage indhold til folk som os. Men det er på ingen måde okay at begynde at overfuse andre cyklister eller fodgængere, bare fordi de har ødelagt ens optagelse. Og det er også helt fint at tage et billede eller to på ens cykeltur. Men at bruge fire timer på at tage det helt perfekte billede og stoppe op midt på vejen for at tage et billede af din cykel i solnedgangen, mens man spærrer for trafikken og tvinger 10-15 andre cyklister til at vente på en, bare for at man kan få et par likes på Instagram, er bestemt ikke noget, der falder i vores smag.

Sjuskemiklen

Sjuskemiklerne vil typisk være folk, som kører på mountainbike. Men lad os nu bare se det i øjnene – ”sjuskemikkeladfærden” har også bredt sig blandt roadies og pendlere. De er den type cyklister, der ikke passer på deres cykel overhovedet. Og med det mener vi, at de ikke blot lader skidt og snavs blive siddende på cyklen efter endt cykeltur. De sørger heller ikke for almindelig vedligeholdelse såsom at smøre kæder, forgaffel eller centerdrev.

Sjuskemikler er nemme at genkende. Takket være hvinene fra deres cykel, som skærer i ørerne som en kat, der er ved at dø, kan de høres på lang afstand. Deres hjul er så tilmudrede ligesom resten af cyklen og har lag, der kan føres helt tilbage til bronzealderen.

Rovdyret

Lidt ligesom racerkøreren vil rovdyret næsten give alt for at vinde – også selv om der ikke er noget cykelløb. Men i modsætning til racerkøreren har disse cyklister ingen eller kun meget ringe færdigheder på en cykel og er kun lige akkurat egnede til at begive sig ud på en cykeltur. Derfor vil man udelukkende kunne høre dem prale af, hvor hurtigt de kan køre, når de cykler sammen med nogen, der er langsommere end dem selv – eller et barn. Rovdyret virker ved første øjekast ret harmløst. De er venlige over for de andre i gruppen og kan endda også være behagelige mennesker at køre sammen med. Men hvis de aner svaghed, kan de gå helt amok. Blodet løber dem til hovedet, og de begynder at køre så hurtigt til, som de kan, blot for at detronisere den svagere cyklist.

Mange rovdyr er sexister, da de med al vold og magt bare gerne vil køre hurtigere end de kvindelige ryttere. Men eftersom deres fysiske formåen er langt fra perfekt, så har rovdyret ingen chance. Derfor forsøger rovdyret primært at cykle mod små børn, skadede ryttere eller nybegyndere, så de kan bevise deres overlegenhed og styrke deres eget skrøbelige ego.

Hvilken type er du?

Efter at have læst om de forskellige typer vil du med stor sandsynlighed hævde, at du ikke passer på nogen af disse beskrivelser. Og det har du fuldkommen ret i. Der er sjældent nogen, der er 100 % det ene eller det andet. Oftest er cyklister (inklusive os selv) en blanding af alle typerne. Vi har alle vores stærke og svage øjeblikke. Og vi har disse typer cyklister i baghovedet, og de er klar til at tage over, når vi er frustrerede eller mangler koncentrationsevne.

Så hvilken af typerne passer bedst på dig, når du flipper ud?