Lad dit barn cykle i skole

Af Adam Marsal

Arbejder du deltid som taxachauffør, der bringer dit barn eller børn til og fra skole hver dag? Hvad med at lade dem cykle i stedet for? Her får du gode råd – inklusive den bedste alder at starte.

Nogle forældre vil aldrig lade deres børn cykle i skole uden opsyn. Andre ser fordelene ved daglig pendling på cykel, f.eks. bedre fysisk kondition og mental præstation. På trods af statistikker, der viser, at to ud af tre børn gerne vil cykle til skole, er det faktisk kun to procent af de europæiske børn, der cykler. De mest anvendte argumenter mod daglig pendling er bekymringer om sikkerheden i morgen- og eftermiddagstrafikken samt juridiske spørgsmål. F.eks. må børn i Østrig ikke cykle uden opsyn, før de er tolv.

Ifølge undersøgelser foretaget i flere europæiske byer tilbringer børn, der dagligt bliver kørt til skole, to en halv time i bilen hver uge. Dette udgør ikke kun omkring otte procent af hele skoletiden, men det overstiger også den gennemsnitlige ugentlige tid afsat til fysisk træning. Cykling, såvel som andre sportsgrene, forbedrer knoglestyrke og muskler og bidrager til sundere led og øget årvågenhed. Alt dette ville blive sikret blot ved daglige ture til skolen.

Hvad er den rette alder at begynde?

Selvom børn på cirka fem år kan cykle i lige linje, ville det ikke være ansvarligt at lade dem cykle i trafikken. Ifølge loven skal børn være seks år, før de må cykle alene i trafikken, men Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man som forældre først slipper sit barn alene ud i trafikken i ti- til tolvårsalderen.

For at kunne cykle sikkert alene skal dit barn …

… kende færdselsregler og skiltene.

… kunne give tegn og placere sig korrekt på vej og cykelsti.

… mestre cyklen 100 procent, dvs. kunne bremse, kigge til siden og bagud uden at miste balancen.

… kunne vurdere andre trafikanters hensigt og hastighed.

… tage sikre beslutninger på egen hånd, f.eks. at kunne vurdere, hvor og hvornår det er sikkert at krydse en vej, og hvornår man skal vente.

 

Til gengæld venter der mange fordele, når dit barn begynder at cykle i skole:

Cykling lærer dit barn at opføre sig korrekt i trafikken.

Daglig fysisk aktivitet øger sundhed og kondition.

Beslutningstagning om turen fremmer dit barns uafhængighed.

Det er et bæredygtigt transportmiddel.

Det er billigere end at køre i bil.

Sådan forbereder du dit barn på at cykle i skole:

Find den bedste rute, og prøv at køre med dem i et par dage for at sikre, at alt går som det skal.

Test dit barns viden om skilte i trafikken.

Gennemgå færdselsreglerne, herunder placering i vejkrydset, den mindste afstand, der skal holdes bag bilerne og angivelse af påtænkt retningsændring med venstre eller højre hånd.

Forklar dit barn, hvorfor det er nødvendigt at holde afstand til de biler, der er parkeret i kø.

Udstyr dit barn med en hjelm, der passer til dem, nogle lygter og en cykellås.

Træn kondition og færdigheder for at sikre, at dit barn er tilstrækkeligt selvsikkert til at køre turen uden opsyn.