Mona Lisa er nok det kunstværk, som den brede befolkning interesserer sig mest for, men i cykelverdenen har man en anden favorit. I 1974 blev en skitse af ‘Leonardos cykel’ præsenteret for offentligheden som en del af den nyrestaurerede udgave af Da Vincis Codex Atlanticus. Men som med mange andre spændende opdagelser var det en god idé at være forbeholden.

Mange lande har i tidens løb forsøgt at tage den prestigefyldte ære for opfindelsen af cyklen. Navnlig inden første verdenskrig blev der skabt mange forfalskninger med det ene formål, at et bestemt land skulle kunne tage æren for opfindelsen. Forfalskningerne blev modbevist gennem reelt videnskabeligt arbejde senere i historien, og der er nu enighed om, at grundkonceptet til den tohjulsmodel, som alle cykler baseres på, blev skabt af Karl von Drais, der var embedsmand og tidligere havde studeret teknologi på universitetet i Heidelberg i Tyskland.

Men på det tidspunkt, hvor ‘Leonardos værk’ blev offentliggjort, florerede disse forfalskninger stadig. De havde alle det samme kendetegn – en myte, der var opstået i Frankrig i 1890’erne, som gik på, at en ikke-styrbar tohjuler kom forud for den egentlige cykel. Denne myte, som blev tilbagevist af historiker Jacques Seray i 1976, var bredt anerkendt og blev kopieret af alle falsknere. Desværre er selv ‘Leonardos cykel’ tegnet på denne måde.

Men da opdagelsen blev gjort, var der ingen i Italien, der gik meget op i det. Italienerne var i ekstase. Det så jo ud til, at de havde vundet slaget. Den næste optegnelse af tilsvarende avanceret cykeldesign er dateret i 1855, altså næsten 400 år senere.

Cyklen er tegnet på bagsiden af et ark fyldt med Leonardos originale skitser. I det 16. århundrede foldede en konservator dette ark og limede det sammen. Grunden til dette var ikke, at han ville nægte os den fantastiske cykel, men at han opdagede adskillige primitive tegninger af penisser på arkets bagside. De er sandsynligvis tegnet af en af Leonardos elever. Det mener i hvert fald Carlo Pedretti fra University of California.

Den amerikanske kunsthistoriker undersøgte netop disse sider i 1961, hvor han holdt dem op mod et kraftigt lys og kun fandt mandlige kønsorganer på bagsiden af det omtalte ark. I 1961 var der altså ingen cykel, og i 1974 opdagede man en cykel. Hvordan kunne det være? I 1960’erne blev Codex Atlanticus restaureret af italienske munke, og der lader til at være enighed blandt historikere om, at en munk, der keder sig, godt kunne finde på at tegne en cykel.

Kemiske analyser af arket ville kunne give et endeligt bevis på, at cyklen er en tilføjelse fra moderne tid, men de restaurerede sider har siden været forseglet i plastik for at beskytte dem. Det indirekte bevismateriale var dog nok til at overbevise eksperterne. Så hvor meget vi end ønsker at tro, at cyklen har eksisteret i mange hundrede år, ser det altså ikke ud til at være tilfældet.

Denne hjemmeside anvender cookies

Du kan finde flere informationer om behandling af dine personoplysninger via cookies og om dine rettigheder i Information om behandling af personoplysninger via cookies og andre webteknologier. Nedenfor kan du også give dit samtykke til behandling af dine personoplysninger til statistikker og analyse af brugeradfærd.